Spring til indhold

Den perfekte afslutning i Japan

Karatekæmperen Julian Bjerrekær flytter snart til København for at studere. Men på sin afsluttende tur for Viborg Karate Skole tog han på imponerende vis titlen som japansk ungdomsmester.

Viborg Stifts Folkeblad, 2. maj 2013

»Det var en helt fantastisk arena at kæmpe i. Der var mange mennesker, stemningen var god, og selvom man var udlænding, så tog de godt imod mig«

Julian BjerrekærJapansk ungdomsmester, 19 år

Fra artiklen

»Det var svært at skabe afstand til min modstander i finalen. I de andre kampe havde jeg presset mine modstandere bagud og holdt mere mellemrum mellem os. Det kunne jeg ikke her. Så det var vigtigt, at jeg sendte sparket afsted, da åbningen kom,« siger Julian Bjerrekær om sparket, efter han er vendt tilbage til Danmark.

Dermed sluttede det japanske mesterskab som en kæmpetriumf for den unge Viborg-kæmper, som tog til Japan med ambitionen om at vinde - trods svær modstand i en stribe knald-eller-fald kampe. Og det var en kæmpe oplevelse at deltage og vinde den store turnering, som blev kæmpet i den olympiske kamparena i Tokyo.

»Det var en helt fantastisk arena at kæmpe i. Der var mange mennesker, stemningen var god, og selvom man var udlænding, så tog de godt imod mig. Man kunne frygte, at dommerne ville være partiske, men der var ingenting. Og efter kampen mødes man med sin modstander og taler sammen. De var rigtig flinke på den måde,« fortæller Julian Bjerrekær.

Uddrag fra Viborg Stifts Folkeblad, . Af Thomas Mark.